Silly Season – Der er penge i det – også for medierne

En tanke slog mig forleden. Jeg har i hele dette “Silly Season” transfervindue fulgt historierne om alle spillerne der har fyldt spalterne i flere måneder, dagligt.

Endelig i 11. time blev Bale så solgt for et rekord stort beløb. Tænk hvis det ikke var sket. Tænk hvis det hele bare havde været spin. Spin fra aviser som måske gætter, måske har hørt en som kender en der kender en osv. For det er ind i mellem indtrykket når der skal sælges blade med udgangspunkt i transfers. Løse rygter – Fjeren der blev til 10 høns.

Jeg kan nævne mange handler som ikke er blevet til noget, som enten medierne har tjent tykt på, hvor spin er brugt eller hvor det simpelthen bare har været en logisk strøtanke hos en journalist på “The Sun” til grund. (The Sun rammer rigtigt med deres rygter i bedste tilfælde 30% af hvad de kommer frem til; i følge Transfer League). Ligegyldigt hvordan et rygte er blevet til noget, bliver det hurtigt gengivet verden over i stort set alle medier. Nyheder omkring transfers er efterhånden lige så store nyheder om resultater på selve banen.

Bale blev solgt for 750 mio. kr. Jeg har for sjovt kigget på hvad hele denne tranfersaga kan have været værd for de digitale medier.

Digitale forretninger handler om præcise konkrete tal. Her kommer jeg dog lidt til kort i nedenstående eksempel, som er lavet efter forventninger og personlig tro. Alle er velkomne til at kommentere tallene:-). Jeg synes det er interessant at se på, hvor meget “fantasier, drømme, løse rygter mm.” kan føre med sig. Nu endte dette tilfælde med jo med en transfer, men den har levet og været død mange gange i løbet af sommeren.

Bale har været rygtet væk fra Tottenham siden han brød igennem i forrige sæson, og så vidt jeg husker har Real været aftager stort set fra dag 1. Alligevel kigges her kun på historierne denne sommer.

Lad os sige et standard, rimeligt stort medie 75 gange i løbet af sommeren har haft en vinkel, en historie, om Bale og hans potentielle næste klub. Bestemt realistisk!

Denne historie er blevet gengivet i ca 3000 større medier verden over med minimum 20.000 daglige læsere af denne præcise historie. Dette burde være langt under de reelle tal, men jeg fortsætter…

Med 2 bannervisninger på siden og en gns. CPM 30 giver det en indtjening til medierne på over 800 mio. kr.

Det er mere en Bale handelen – og isoleret set på denne saga, er ovenstående meget, meget konservativt. Nu tjente Tottenham så en sjat penge, ellers var medierne de eneste der havde fået smør på brødet på denne handel. Beløbet er stort, men helt isoleret på sidevisningerne, på historier om Bale og Real Madrid. Det vil sige indtjening på solgte aviser, krydshenvisninger mm. er ikke med, selvom dette nok har omend endnu større indtjeningspotentiale for mediet.

Ud over Bale har denne sommer været helt vild, med afsindige beløb der har cyklet rundt blandt de største klubber i Europa. Neymar, Götze, Falcao, Cavani, James Rodriguez, Fernandinho, Isco, Mkhitaryan er blandt de største. Bare disse spillere er inkl. Bale solgt for samlet 450 mio. € = 3,4 mia kr. Crazy og “Silly Season” er ikke helt ramt forbi.

Ud fra ovenstående eksempel må det antages at medier bare på disse transfers har tjent minimum det samme som klubberne.

Og så var der dem som aldrig blev til noget. Rooney til Chelsea, Agger til Barcelona, David Luiz til Barcelona, Suarez til stort set alle klubber på et højt niveau og Bendtner til stort set alle klubber på et noget lavere niveau.

Alle med interesse for fodbold ved præcist nu hvad den danske angriber tjener i Arsenal og at det er et problem for henholdsvis en tysk, spansk, italiensk og engelsk bundklub eksempelvis at betale det samme.

Disse transfers er ikke blevet til noget. Det vil sige at alle de historier som er spundet på baggrund af disse og alle de andre som heller ikke blev til noget, er ren indtjening til medierne.

Jeg håber det var læsningen værd. Pointen er, at disse nyheder er blevet kæmpe store. Det er blevet sagaer, løgne, spin mm. som medierne nyder og kapitalisere tykt på, hver gang en eller anden skulle have sagt et eller andet. Normalt er historier i aviserne noget der er fremkommet eller fremkommer af noget rigtigt, det er ikke altid nødvendigt indenfor fodbold og transfers. Det er spændende, både at det bliver trykt, men også at vi læser det og synes det er interessant. Det hænger jo sammen.


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.